Vi venter og venter. Det er blevet sent. Folk på ambassaden begynder at gøre klar til at gå hjem. Stemplerne bliver låst ind i skabet, pengeskabet bliver lukket og låst, overfrakker bliver fundet frem. Vi venter og venter.

Lige omkring kl.18.00 kommer en mand tilbage fra konsulens kontor. Han har vores pas og rejsetilladelse med. Lettede tager vi imod det hele, mens vi takker mange gange. Vi har fået visum til Sudan.

Vi er ubeskrivelige glade. Med en boblende fornemmelse i kroppen går vi ud af ambassaden. Poul bliver ved med at gentage, ”Hvad sagde jeg?! Hvad sagde jeg, -der er ingen grund til at se så sort på tingene. ” Og så begynder han at nynne ”Always look at the bright side of life……..”

Tænk, i dag er det 8 uger siden, vi søgte om

turistvisum i Kampala, og det er endnu ikke færdigt. Til gengæld har vi nu på mindre end 24 timer fået et transitvisum. Det er fantastisk.

Tilbage på hotellet venter Pascal spændt på os. Vi har nemlig aftalt, at spise alle sammen skal spise