dystre og sorte tanker at snige sig frem. Hvad hvis vi ikke får vores visum alligevel? Er der nogen grund, anden end travlhed, der forklarer hvorfor det ikke er færdigt?

Vi bliver vist ind i de bløde sofaer, hvor vi får lov at vente. Her sidder allerede nogle betydningsfulde herrer. Tiden går, folk i det overdækkede udendørs venteværelse bliver mere og mere urolige. Pludselig bliver lyset slukket, og alle bliver smidt ud. Ambassaden har lukket.

Vi skæver op mod uret. Vi har ventet en halvtime og intet er sket. Stille sidder vi og kigger. Folkene på ambassaden arbejder fortsat. Det er samlebåndsarbejde, men yderst ineffektivt.

Endelig kommer vores pas tilbage fra konsulens kontor. Men der er endnu intet visum i. Det skal først laves nu.

Klistermærker findes frem fra det massive grå pengeskab bagerst i lokalet, stempler i massevis kommer ud af skabet, og så begynder en mand at udfylde. Pludselig kommer kvajeblæk også frem fra skabet. Manden har skrevet forkert i mit visum!

En anden mand får rakt vores pas, og meget betydningsfuldt stempler han nederst på siden, inden han veltilfreds læner sig tilbage i sin stol.

Vores rejsetilladelse til bilen skal nu laves. Minut efter minut går, de andre ventende er ved at være utålmodige. En mand råber op på arabisk. Men det bliver mest til en storm i et glas vand.

Endelig er alle pas og rejsetilladelser udfyldt, og det hele kan sendes retur til konsulens kontor, hvor det skal underskrives.