som vejviser for Pascal og pigerne, der er i deres bil. Det er en nervepirrende og svær kørsel, der er ikke efterladt mange millimeter til svinggæringer, men vi klarer det alle.

Glade, trætte og svedige når vi gennem den tætte bush og ud på den anden side af sumpen, hvor vi, for at undgå dehydrering, belønner os selv med en liter renset ”muddervand” iblandet elektrolytpulver (salt og sukker).

Resten af vejen går overraskende let. Kun få gange er vi nødt til at stige ud af bilerne for at tjekke terrænet. Trætte, udmattede og beskidte nærmer vi os Kibish. Herfra ved vi, at vejen er okay.

På den ene side har jeg lyst til at juble, men velvidende, at vi endnu ikke er i sikkerhed, undertrykker jeg glæden. Jeg er fortsat bange for,

at vi ikke klarer skærene. Selvom det ser lovende ud, tør jeg ikke tro det. Jo mere jeg tænker på de forskellige faktorer, der fortsat kan hindrer os i at overleve, des mere trist bliver jeg. Jeg er så træt, jeg orker ikke mere. Pludselig begynder tårene