atter at løbe ned ad kinderne på mig. Bare vi snart var hjemme!

Sidst på eftermiddagen kører vi forbi Kibish med retning mod Kelem. En hurtig beslutning bliver taget, og vi ender med at slå lejr godt 20 km fra Kelem på et øde sted. Ingen af os orker at have hobevis af nysgerrige stammefolk med maskingevær over skulderen til at stå og glo på os resten af aftenen og hele natten med.

Vi er glade, da vi stopper for at slå lejr. Natalie tryller lidt cola frem og Poul og jeg laver, til stor begejstring for Lea og Rose, popcorn. De griner, som kun børn kan grine, når de nypoppede korn hopper vildt ud af gryden. Det er befriende at høre deres latter, og vi glemmer alle for en stund, hvor slem vores situation har været.