Natalie bliver ved bilerne sammen med pigerne, mens Pascal, Poul og jeg bevæger os ind i den tætte bush bevæbnet med sav, økse og kniv. Poul hugger og hugger, Pascal saver, så sveden står af ham i stride strømme, jeg flytter de træer og buske, som de to allerede har fældet og stamper det høje græs ned. Tornene stikker som syle. Det gør sindssygt ondt, når de borer sig ind i huden, men kun for en stund, så bliver alt følelsesløst!

I timevis knokler vi, mens vi om og om mumler for os selv… ”jeg vil hjem, jeg vil, jeg vil”.

Endelig er vejen ryddet, men den ligner ikke en vej. Det er nødvendigt at én går foran bilerne og dirigerer udenom de små træstubbe og de skarpe torne.

Poul går forrest, og jeg følger efter i bilen med tungen lige i munden. Lige bag os følger Natalie,