Pascal har slået bremserne i. Han holder god afstand, så deres bil ikke ender i samme suppedas.

Nu begynder en større kamp for at få vores bil op af den lille flod. Vi må frem med sandstiger, og alle må ud at skubbe. Bilen rykker sig ikke meget, og til sidst beslutter Poul sig for, at han vil skubbe sammen med Pascal og Natalie, og at jeg skal køre. Det hjælper, at flere kilo og kræfter bliver lagt i, men det tager lang tid at få bilen fri, til sidst lykkes det dog, og jeg kan for fuld fart fortsætte op på et tørt område for at parkere bilen.

Efter lidt snak frem og tilbage må vi erkende, at vi ikke kommer væk herfra i dag. Vi har flyttet os mindre end 500 meter og den ene af bilerne har allerede siddet fast!

Pascal og Natalie beslutter sig for at vende om for

at køre tilbage til lejrpladsen, da det umiddelbart ser ud til at være det bedste og mest sikre sted at være parkeret i tilfælde af at det skulle begynde at regne igen.

Poul og jeg taler lidt om, hvad vi skal gøre. En stor omgang mudder afskærer nu de to biler fra hinanden. Det betyder, at vi ikke kan være lige så meget sammen, og rent psykologisk vurderer vi, at det er en dårlig ide.

Jeg foreslår, at vi også forsøger at komme tilbage til lejrpladsen, da det øjensynligt vil være det bedste for alle.

Vi går tilbage til Pascal og Natalie for at fortælle om vores beslutning. Natalie sidder og græder. Vi kan se, at hun forsøger at holde det tilbage, men det lykkes ikke helt. Pigerne leger meget stille med hinanden…