Pascal siger, at han vil gå med hen til vores bil, så han kan hjælpe, hvis vi skulle sætte os fast igen. På vej tilbage tjekker vi ”ruten” for træstubbe, store mudderhuller og andre ubehagelige forhindringer.

Jeg sætter mig bag rettet, og Pascal og Poul står klar til at skubbe, hvis bilen skulle glide ud i mudderfloden.

Jeg drejer nøglen i tændingen, sætter gearet i det lave 4x4 og starter. Der er ikke tid til at tænke, jeg har set ”ruten” og ved, hvor og hvordan jeg skal køre, nu er der kun én ting at gøre… jokke på speederen.

For fulde gardiner drøner jeg lige forbi Pascal og Poul og fortsætter i høj fart hele vejen tilbage til lejren, hvor Lea og Rose står og råber ”Hurra, PUL”, de bliver overraskede, da jeg sitrende af

spænding stiger ud af bilen, de havde begge forventet at se Poul.

Glæden er stor, alle ser ud til at synes, at beslutningen om at holde sammen er den rigtigste.

Nu hvor vi har erkendt, at vi ikke kan køre væk herfra i dag, melder et nyt og presserende problem sig. Vi har ikke drikkevare nok.

Pascal og Poul går på jagt efter vand, mens Natalie og jeg forsøger at finde al mad og drikkelse frem fra de to biler.

12 liter mælk, 22 liter vand, et par sodavand, fire dåse øl og dåsemad i massevis er, hvad vi kan finde. Vi bliver enige om, at vi må spare så meget som muligt. Vi må spise dåsemad, så vi ikke bruger væske til tilberedelse af mad, og selv vandet fra dåserne med tun må vi drikke!