Fredag 29/7-2005 Etiopien, Omo Valley

Vi vågner alle i løbet af natten. Tunge regndråber falder på teltdugen. Der er ikke en eneste stjerne at skimte i miles omkreds, det lyner, og området ved vores lejr bliver endnu engang forvandlet til en mudderpøl.

Der er intet at gøre ved det. Vi kan ikke få regnen til at forsvinde, så vi vender os om på den anden side for at sove videre.

Vi kan høre Lea og Rose lege nede foran vores telt, de er for længst oppe og i fuldt vigør.

Vi står op, vejret er ikke det bedste, men det regner i det mindste ikke længere. Natalie har grædt. Røde blodsprængte øjne afslører alt. Hun fortæller, at hun er bange for, at vi ikke kan komme væk herfra på grund af regnen i nat.

Det ser skidt ud med vores rationer af drikkevand, så vi bliver enige om, at vi vil forsøge at køre væk her fra først på eftermiddagen. I mellemtiden kan vi ikke gøre andet end at vente og håbe på, at solen vil komme frem på himlen, så der kan komme lidt tørring i luften.

Vi leger med pigerne, fjoller rundt og tegner tegninger. Så vidt muligt vil vi hest have, at de ikke bemærker noget, men det er svært. Natalie græder ofte og meget.

Først på eftermiddagen beslutter vi os for at pakke alt sammen og gøre os klar til at køre. Med os forrest sætter vi af sted i samlet konvoj. De første par meter går det fint, men så begynder bilen at skride, hjulene er fuldstændigt smurt ind i klæbrigt mudder, der minder om ler. Bilen skrider, og pludselig holder vi med hele højre side af bilen i en sumpet lille flod.