Torsdag 28/7-2005 Etiopien, Omo Valley

Store mørke skyer kravler faretruende hen over himmelen. De hænger lavt og har retning imod os. I løbet af få minutter er vi fuldstændigt indhyllet i uvejr. Vi når at pakke teltet sammen og er alle klar til at køre, da de første regndråber falder tungt på den tørre sandede jord.

Hurtigt starter vi bilen og begynder at køre. Pascal og familien er lige i hælene på os. Vi når ikke mange meter. Vi kan hurtigt se, at vi umuligt kan klare det. Bilen skøjter allerede rundt, som Bambi på glatis. Hjulene er fuldstændigt smurt ind i klæbrigt mudder, der mest af alt har samme konsistens som ler.

Vi er næppe begyndt på dagens rute, alligevel er beslutningen let at tage. Vi kan ikke fortsætte. Vi vil bare grave os ned eller ødelægge bilerne.

Poul stikker hovedet ud af vinduet og råber til Pascal, at vi ikke kan klare turen tilbage mod den lille landsby Kibish. Vi må vente til regnen stopper.

Vi kører tilbage til overnatningsstedet. De få meter, som vi har flyttet os, er allerede sjask våde og helt gravet op. Vi parkerer og sætter os til rette i bilen. Regnen tager fortsat til og vi kan se, hvordan en lille flod hurtigt bliver dannet kun få meter fra de parkerede biler.

Træt, mismodig og opgivende er jeg lige ved at give mig til at tude. Hvor uheldige har vi lov til at være. I går kunne vi ikke finde vejen videre mod nord, og i dag regner det, så vi er afskåret fra at køre tilbage, hvor vi kom fra. Hvem ved, om vejen overhovedet bliver farbar igen? Hvad hvis floderne bliver fulde af vand, og vi skal vente her i dage eller ugevis?? Vi har ikke nok drikke vand,