tagbagagebærer, og sådan bliver det. Da vi skal til at forlade mændene ved grænsen har den ene mand pludselig formeret sig til to, men der sætter vi grænsen. Pascal forklarer, at han ikke er en busservice.  Begge biler er allerede godt læssede, så én mand er alt, hvad vi kan og vil tage.

Med sure minder godtager mændene vores afslag, og vi får lov til at køre ind i Etiopien. Pascal kører forrest, så vi kan tjekke, om tasker, bokse, reservedæk m.m. skulle ”falde af” taget fra Pascals bil. Det sker dog ikke, og efter godt 40km når vi til det sted ved Omofloden, hvor vi skal parkere, for at tage små både af udhuggede træstammer over til den modsatte bred, hvor den lille by Kelem og immigrationen er beliggende.

Der er et hav af mennesker forsamlet ved floden, og vores tilstedeværelse tiltrækker blot endnu flere. Vi bliver derfor enige om, at det er bedst at