Pascal og Poul tager alene til Immigrationskontoret på den modsatte bred, mens Natelie, Lea, Rose og jeg bliver ved bilerne.

De to tager af sted, og vi står tilbage omgivet af hundredvis af store nysgerrige øjne.

Folk står tæt, meget tæt, vi kan føle, deres

åndedræt på vores hud. Den almindelige høflighedsafstand på minimum 30cm, som vi europæere værdsætter, kender de slet ikke til. De skubber, maser og prikker til os, for at tiltrække vores opmærksomhed. Mange af børnene har slet ikke noget tøj på. De står splitter fornøjet og kigger nysgerrigt på os med store runde øjne. Kvinder og mænd med farvestrålende perlekæder om halsen, strudsefjer i håret og metalarmbånd om overarmene kigger ligeledes nysgerrigt på os. Af og til niver en eller anden mig i armen, bare for at tjekke min reaktion.

Til sidst bliver menneskemængden og den konstante opmærksomhed for meget af det gode. Pigerne synes ikke længere at det er sjovt, så de vil gerne ind i bilen og lege med deres ting.

Natelie sætter pigerne ind i bilen, men straks er den omgivet af nysgerrige folk, der presser.