skuldrene.

Ingen af dem er iført officielt tøj, så de minder os mest af alt om en flok banditter. I løbet af kort tid finder vi frem til den øverst befalende, som skal tjekke vore pas. Vi bliver vist i på kontoret, et lille skummelt rum uden maling på væggene og uden vinduer. I rummet står to gamle borde, en stol og en gammel feltseng uden madras. Vi får besked på at sætte os på de hårde metalfjedre, der udgår sengebunden. Høfligt adlyder vi, men det er ikke let at finde en behagelig stilling på de hårde fjedre. Heldigvis er den øverstkommanderende hurtig færdig med at tjekke pas, og i troede på, at vi nu kan fortsætte ind til Etiopien, ånder vi lettede op.

Så let går det dog ikke. Nu begynder en længere diskussion. Mændene ved grænsen insisterer på, at vi ikke kan få lov til at fortsætte ind i Etiopien, med mindre vi tager en guide med os til den første

”by”, hvor immigrationskontorer ligger.
Ingen af os har lyst til at få en ekstra person, der tilmed ligner en bandit, ind i vores bil, så vi giver os ikke sådan uden videre. Men der er ingen vej uden om. Hvis vi vil ind i Etiopien, så må vi have en mand med.

Pascal indvilliger i, at en mand kan sidde på hans