I ankomsthallen skal vi blot finde en chauffør med et skilt, der siger Posada del Parque. Men der er så mange mennesker i ankomsthallen, og alle ser ud til at have et skilt! Det er svært at få øje på den rette chauffør, men til sidst lykkes det. Han begynder straks at tale til os på spansk, og inden længe indser vi, at hvis vi skal overleve længe her i vores nyeste kontinent, så må vi hellere lære sproget! Chaufføren viser os hen til en gammel faldefærdig stationcar, der bestemt ikke ville klare et bileftersyn i Danmark, læsser vores bagage ind bagi, og beder en lille bøn til sin rosenkrans, der hænger i bilens bakspejl, inden han kører ud i Limas gader, for at tage os til vores hotel i central Lima. Det er mørkt, øde og stille i gaderne. Vores længste døgn hidtil er netop slut, og vi skriver nu 1.april 2003, en dag vi sent vil glemme, nu begynder udfordringerne og eventyret for alvor.