Tirsdag 1/4-2003

Vi vågner sent. Tidsforskellen har virkelig slået benene væk under os. Vi går ud i Limas gader med den mission, at få noget at spise, men vi har endnu ingen lokale penge, og vi har ingen anelse om, hvad kursen er.
Vi beslutter os derfor til at gå i banken for at hæve penge. Men hvor er banken? og hvordan spørger vi om vej, når vi ikke kan tale to ord spansk, og de lokale ikke taler engelsk? Efter kort tid finder vi ud af at bank hedder Banco, og med det ene ord kombineret med fingersprog lykkes det os at komme ned til en bank med visakort automat. Men kursen kender vi ikke, så vi går ind i banken, for at spørge. Der er lang kø, og for at blive betjent skal vi trække et nummer i en maskine, hvor vi er tvunget til at vælge imellem to forskellige systemer. Vi aner ikke, hvad vi kan vælge imellem, og opgiver at få et nummer.

Manden bag os kan tilsyneladende se, at vi ikke helt forstår systemet, og trækker et nummer for os, og heldigvis for os, at folk er flinke, for det kan ikke lade sig gøre at trække et nummer uden et bankkort!
Vi står længe og venter, indtil jeg får øje på en kassere, der ikke har nogen kunder. Jeg går hen til hende, men hun taler heller ikke engelsk. Det gør derimod hendes mandlige kollega, og i løbet af kort tid har vi fået svar på vores spørgsmål og ved nu, hvad den lokale kurs står i i forhold til US$. Vi kan nu hæve penge i automaten, men nej, den virker ikke. Så der er ikke andet for end at veksle 10,-US$ på det sorte marked lige ude foran banken, hvor mænd i veste med påtrykte $-tegn veksler $ til den lokale Solis, og omvendt, for alle de lokale.
Heldigvis bliver vi ikke synd, og kan kort tid senere nyde vores første peruvianske gade-hamburger og cola.