Glade over at vi nu kan komme ind i Singapore med vores bil, kører vi direkte ind til centrum, hvor vi finder en p-plads midt mellem de flere hundrede kæmpemæssige hightech højhuse, der præger Singapore, og som er landets varemærke. Vi parkerer bilen og finder hurtigt ud af, at det ikke kun er Autopass, som vi skal bruge penge på i Singapore, nu hvor vi har bilen inde i landet. At parkere er heller ikke billigt. Vi må gå ind i en kiosk og købe parkeringsbilletter for 9,-S$, mindre kan man ikke købe af gangen.

Billetterne er lavet som et hulsystem, hvor man selv skal prikke huller i de forskellige kuponer for år, måned, dag og klokkeslæt. Vi prikker huller til den store guldmedalje og lægger alle kuponerne i bilruden, inden vi går på sightseeing i de mange shoppingcentre.

Vi er ved at tabe øjne og mund, aldrig har vi set så mange restauranter samlet på så lille et areal, der er mad for enhver smag og til enhver type og pengepung. Det er fuldstændigt vanvittigt, der hvor der ikke er tøjbutikker, foto-og elektronikbutikker eller butikker med sportsudstyr, skyder den ene restaurant op efter den anden. Fuldstændig lamslået bliver vi, da vi opdager, at der også findes en restaurant, hvor de lokale sidder og spiser Japansk mad fra transportbånd! Alle stolene i restauranten er anrettet således, at gæsterne sidder side om side med ansigtet vendt mod et langt smalt