Fredag 7/6-2002

Vi har bestilt billetter til bussen tilbage til Mandalay allerede for dage siden, så vi har været heldige at få gode sæder lige bag chaufføren. Turen tilbage går overraskende godt, kun få gange stopper vi, for at tage passagerer med og spise frokost.

Pludselig stopper bussen igen. Vi holder midt i ingenting på en snæver bjerg vej omgivet af tæt skov. Her er intet at se, men så sker der pludselig noget.

3-4 mænd klædt i civil kommer ind i bussen og med lange jernpinde stikker de undersøgende i korn sækkene, der dækker gulvet. Enkelte passagerer bliver også tjekket og privat bagage bliver gennemsøgt. Men de finder intet, og kort tid senere får vi lov til at fortsætte videre ad den

smalle bjergvej, der forbinder Shan-staten med det øvrige Burma. Det går langsomt op for os, at vi lige har været gennem et narkotjek, men det var umiddelbart svært at se, om det var de gode eller onde, der gennemsøgte bussen.
Men uanset hvad, så skal al trafik, der kommer fra Shan-staten i det nordøstlige Burma tjekkes. Det er nemlig herfra den største handel med stoffer stammer.

Vi når til Mandalay uden yderligere stop, og finder hurtigt et hotel, hvor vi tjekker ind. Nu hvor vi kommer fra de køligere og rolige bjerge er det svært at finde noget charmerende ved storbyen. Her er beskidt, støvet, og varmt, eller rettere her er ulideligt varmt.
Vi går lidt omkring i byen, men det er ikke sjovt, det er simpelthen for varmt, så vi går tilbage til hotellet for at slappe af i vores rum, der er bedre tempereret.