| Jeg savner vished for hvad der skal til at ske, jeg savner Poul, jeg
savner atter at få min frihed tilbage!! Mens jeg står her alene og lidt forskræmt,
begynder alle de kendte skrækhistorier med skræmmebillederne om europæiske pigers
skæbne i Iran, og jeg føler endnu mere afsky ved rummet, hængelåsen og alle de
fremmede, der bare stirrer.
|
Efter godt 25 minutter sker der noget i hjørnet, hvor menneskemængden
desperat kæmper for at komme forrest. Jerndøren bliver åbnet, og en iransk
paskontrollør begynder at opråbe navne på de heldige, der nu må komme ud i friheden! Jeg maser mig frem i mængden og har ikke de fjerneste skrubler med at udnytte min nationalitet, og gøre opmærksom på, at jeg ikke er som de andre. Jeg bliver hurtigt fisket ud af mængden og kan i døråbningen, ildrød i hovedet af overophedning fra det lille varme og indelukkede rum, fortælle den iranske paskontrollør, at jeg er fra Danmark. Han kigger på mit pas, vifter mig ½ meter frem, men dog ud i friheden, ligger mit pas fra sig og forsætter med at opråbe navne på andre heldige. |
||
 |
|
 |
|
