Vi
ankommer til grænseovergangen, og bliver straks overfaldet af emsige tyrkere, der alle
vil veksle vores tyrkiske Lira til iranske Rials eller US-dollars. At vi ikke ønsker at
veksle til deres dårlige kurser, har de svært ved at forstå, og det ender med, at en af
de meget ivrige tyrkere guider os gennem den tyrkiske del af grænsekontrollen. Så på
meget kort tid har vi fået de rigtige papir stemplet og er (efter at Poul har presset
kursen op og vekslet vores sidste Lira til US-dollars) på vej gennem porten ind i Iran.
Men her stopper eventyret!!! Vi får besked om at bakke de ca. 2 meter tilbage ind i den
tyrkiske del, og jeg må stå ud og får besked om, at jeg skal gå! Men ikke kun lige
gennem porten, næ nej….
Jeg går meget urolig væk fra Poul med retning mod kontorerne og jernporten med
hængelåsen!!
Jeg står nu i et rum på størrelse med 1,5 badmintonbane, bag mig er jernporten lukket og låst, i den anden ende står en stor gruppe mennesker presset sammen i det ene hjørne. Der er varmt, indelukket, og væmmeligt i rummet. Jeg er spærret inde bag lås og slå sammen med en masse fremmede mennesker, som jeg ikke kan kommunikere med, deres tøj er anderledes, deres kultur er anderledes og de stirrer blot på mig, en fremmed på udenbane. Jeg er den eneste europæer og føler mig bange og alene, som den grimme ælling…… Tiden går, og går.
