Lørdag 3/9-2005 Sudan

Hos ministeriet for humanitær affære finder vi uden besvær manden, der skal velsigne os med en visumforlængelse. Han har fået tildelt sit eget lille kontor med aircondition. Skønt kontoret ikke er større end et par kvadratmeter, så har han alligevel fået plads til en række bløde stole, en reol og et skrivebord.

Vigtig sætter han sig bag skrivebordet og rækker frem efter vores pas, mens Poul forklarer, at vi gerne vil have vores 7 dages visum forlænget. Der er kun 2,5 dag tilbage til det udløber.

Det går hurtigt op for os, at manden ikke kan hjælpe os. Han kigger konstant på det stempel, som sikkerhedspolitiet stemplede i vores pas ved grænsen. Her står der, at vi er lovligt registreret i landet i 30 dage!

Poul forsøger gentagende gange at påpege overfor manden, at vores visum kun er gyldigt 7 dage, men han hverken kan eller vil se, at det betyder noget.

Til sidst opgiver vi. Vis han insisterer på, at vi har massevis af tid, og ikke vil forlænge vores visum, så kan vi jo ikke gøre meget ved det.

Med uforrettet sag forlader vi hovedrystende kontoret. Nu er gode råd dyre. Hvad skal vi gøre?

Vi bliver enige om at indsætte et 1-tal foran 7-tallet i passet, så vi nu har 17 i stedet for 7 dage. Så må vi håbe, at vores egen visumforlængelse holder vand, når vi når grænsen.

Vi fortsætter ud af Khartoum med retning mod de ældgamle Naqa ruiner, som ægypterne opførte for århundrede siden midt i den sudanesiske ørken.