Mandag 22/8-2005 Etiopien, Addis Ababa

Vi har ikke synderligt travlt med at komme ned til morgenbordet. Vi tror ikke på, at visumklistermærkerne allerede er ankommet til den sudanesiske ambassade, så vi giver os god tid.

Ved. 9-tiden ringer Poul til ambassaden. Vi vil ikke køre derhen, hvis de alligevel ikke kan lave vores visum. Han er nær ved at tabe telefonrøret, da en kvindestemme svarer ”Yes, the stickers are here!”

Hurtigt gør vi os færdige og fræser så hurtigt som muligt tværs gennem byen.

På den sudanesiske ambassade er der sort af ventende mennesker. Alle siddepladser i det overdækkede udendørs venteværelse er optaget.

Det er første gang vi ser så mange mennesker på ambassaden. Vi kigger vantro på køen af ventende mennesker og bliver enige om, klistermærkerne med sikkerhed må være ankommet!

Hurtigt spotter vi Mr. Adin, han går omkring mellem de ventende visumansøgere og samler ansøgningsformer sammen. Overhøflige og meget eksemplariske står vi og venter.

Mr. Adin opdager os hurtigt. Vi er de eneste med europæisk udseende, så vi er lette at genkende.

Inden vi ved af det, bliver vi ført udenom den ventende kødrand og ind på kontoret. Her får vi anvist siddepladser i de bløde sofaer, og Mr. Adin selv kommer med visumansøgningsformer til os.

Hurtigt er de udfyldt. Et pasfoto af os begge bliver