Jeg bider mig i underlæben og forsøger at holde gråden tilbage.

Mr. Adin siger, at vi kan komme igen på mandag, måske er visumklistermærkerne så ankommet!

Skuffede takker vi og forlader ambassaden. Næppe er vi trådt ud på gaden, før jeg bryder tudende sammen. Jeg kan ikke tro, at det er rigtigt. Jeg orker ikke mere. Den sidste tid har været hård og stressende. Det er som en følelsesmæssig karrusel. Op og ned går det i hæsblæsende fart. Jeg er bange for, at historien om manglende klistermærker er en dårlig undskyldning, og at de slet ikke vil udstede visum til os. De sudanesiske ambassader har ikke det bedste ry!

Hysterisk hulker jeg, jeg kan slet ikke holde op. Det er for meget af det gode det her. Det er ikke

til at holde ud. Jeg kommer aldrig hjem!!!!!!!!!

Vi går på internettet for at sende de dårlige nyheder hjem til familie og venner. Mens vi sidder og skriver, modtager vi en email fra Vladimir, en motorcyklist fra England, som vi mødte i Nairobi, han er ligeledes strandet i Addis, hvor han venter på at få visum til Sudan, så vi arrangerer at mødes på New York New York cafe samme eftermiddag.

Tilbage på hotellet møder vi Pascal. Han har intet at lave, Natalie har sendt besked om, at alt er okay, og at hun og pigerne kommer med fly tilbage i morgen.

Vi bliver enige om at tage sammen hen på caféen for at mødes med Vladimir. Det er en af byens fineste steder. Rige folk i dyre klæder sidder og drikker kaffe, spiser store kager, fastfood og søde sager til tonerne af populært engelsk musik, mens