Fredag 19/8-2005 Etiopien, Addis Ababa

Jeg har sovet dårligt. Jeg har sommerfugle i maven og er nervøs. Jeg føler det, som skulle jeg til eksamen. Det skal jeg ikke, vi skal blot hen på den sudanesiske ambassade og ansøge om visum!

At få det eftertragtede visum betyder så ekstremt meget for mig. På nuværende tidspunkt er det det eneste, der hindring os i at komme hjem, og jeg længes hjem.

Vi er ved ambassaden, præcis som den åbner. Forventningsfulde og med en stor klump i maven sidder vi og venter. Ti minutter går, intet sker. Endnu ti minutter snegler sig af sted. Det er nervepirrende. Vi er de eneste visumansøgere, og vi få lov at vente længe.

Mr. Adin dukker op, han beder os følge med ind

på kontoret. Her beder han os om at løfte telefonrøret og tale med manden i den anden ende af linjen.

Hvem han er, når jeg ikke at finde ud af, men han fortæller, at de ikke kan lave vores visum. Mit hjerte springer et par slag over. Stiv af rædsel og hvid i ansigtet holder jeg vantro røret mod mit øre. Hurtigt fatter jeg mig, jeg må vide, hvorfor? Hvad er årsagen? Hvorfor kan vi pludselig ikke få vores visum?

”Ambassaden er løbet tør for visumklistermærker, og kan derfor ikke udstede visum, før klistermærkerne ankommer fra Khartoum.” ”Kom tilbage på mandag!”

Det er en joke! Jeg kan ikke tro det. Grædefærdig lægger jeg røret på. Poul står og kigger måbende på mig. Der er intet at gøre.