Alt er kaos, Lea står og smiler og siger så ” finish, France.”, mens hun glad kigger på os. Hun tror tilsyneladende, at hun skal hjem!

Natalie er nødt til at tage begge piger med til Nairobi, de har ikke tænkt på at ændre deres visum, så Pascal kan passe Rose. Alt er kaos. Måbende står vi og ser til. Ingen har styr på noget. De har ikke overvejet, hvad de vil gøre med bilen. Måske skal Pascal køre til Djibouti og sende bilen i container, måske skal han køre alene hjem, måske kommer Natalie og pigerne tilbage, alt er måske!

Hurtigt får de pakket de sidste ting, pigerne bliver løftet ind i bilen, og så kører de.

Chokerede står vi tilbage og kigger på hinanden. Vi kan slet ikke forstå et ord af det hele. Hvordan kan de tro, at Lea er alvorlig syg? Hun opfører sig

helt normalt, det vildeste er måske en gang influenza, der er på tilbagetog eller en smule overtræthed, men hun virker bestemt ikke som om hun er døden nær.

Klokken er ved at nærme sig 14.00, så vi kan kører hen til den Ægyptiske ambassade, og hente vores pas. Vi har fået visum uden problemer.

Håbefulde kører vi videre til den sudanesiske ambassade, men her bliver vi mødt med dårligt nyt. De vil ikke lave vores visum. De behandler kun ansøgninger mandag, onsdag og fredag FORMIDDAG. De lover til gengæld, at hvis vi kommer igen fredag morgen, så vil de have det færdig fredag eftermiddag. Jeg tør ikke tro på det, men vi har ikke meget valg.

Tilbage på hotellet møder vi Pascal. Han er naturligvis trist, men rolig og fattet. Han fortæller,