Onsdag 17/8-2005 Etiopien, Addis Ababa

Vi møder den franske familie på hotellets parkeringsplads. Der er vildt kaos. En stor rygsæk står og læner op ad vores bil, Natalie styrter forvirret rundt og græder, Pascal er ved at finde ting frem fra deres bil, som skal pakkes i rygsækken. Undrende ser vi til. Rose og Lea står få meter fra bilen. De synger og leger med hinanden!

Der går ikke lang tid, før vi bliver underrettet. Natalie er fuldstændig nervøs, hun mener, at Lea er alvorlig syg, sandsynligvis blindtarmsbetændelse. Det sidste døgn har hun haft let feber, og her til morgen kastede hun op.

Poul og jeg kaster et hurtigt blik på Lea. Hun står og spiser en banan, mens hun driller Rose. Hun ser ikke ud til at være særlig syg! Jeg kan slet

ikke forstå det. Med min erfaring fra Bispebjergs hospital mavetarm-kirurgisk-afd., ligner hun bestemt ikke en med akut blindtarmsbetændelse. Hun kan stå, går, spise, drille lillesøster, synge og lege! Hun ligner slet ikke én, der er syg.

Natalie fortæller med tåre løbende ned ad kinderne, at hele familien kommer direkte fra den franske ambassade, hvor de har talt med en læge. Lægen kunne ikke konstatere nogen synlige tegn på akut sygdom, men Natalie stoler ikke på den etiopiske læge, så hun har besluttet, at Lea må ud af landet og til bedre kvalificerede læger i Nairobi. Hendes baggrund som jordmoder har tilsyneladende været tilstrækkeligt til at overbevise deres franske rejseforsikring om, at Lea er alvorlig syg, så nu er et jet med flyvende læger sendt til Addis Ababa lufthavn fra Nairobi. Poul og jeg er ved at tabe næse og mund.