Inden vi får set os om, er Pascal og Poul tilbage. Jeg ser hurtigt og på lang afstand, at dieseldunkene er tomme. De svinger let og ubesværede med dem, mens de går!

Bekymret går vi dem i møde, vi har ikke diesel nok til at komme til Kenya, og hvis de ikke kan købe nye forsyninger i Kelem, hvad skal vi så gøre??

Smilende kommer de hen til os. To mænd følger lige efter. ”Der er en færge lidt nede af floden.” siger Poul glad. Jeg kan næppe tro mine egne øre. ”er det sandt?” –kan det passe…

Mistænksomt kigger Natalie og jeg på hinanden. Vi tror ikke helt på Pascal og Poul. Det kan ikke passe, hvorfor har ingen fortalt os om færgen før nu??

Poul præsenterer mig for den ene af de to mænd, der har fulgt med dem tilbage til os. Det er immigrationsbetjenten. Han har fortalt Pascal og Poul, at en amerikansk missionær ejer en færge, der kan transportere bilerne over floden. Immigrationsmanden vil køre med os hen til missionæren og bede ham om at hjælpe os.

Det suser i maven, sommerfuglene er for alvor sluppet fri. Det er som en følelsesmæssigkarrusel. Det ene øjeblik er vi helt nede, næste nu oppe i skyerne.

Jeg maser mig ind bag i bilen, hvor jeg sidder godt klemt mellem vores bagage, så immigrationsmanden kan sidde på mit forsæde. Jeg er glad, så det betyder intet, at jeg sidder af H… til.

Natalie må også kravle sammen, for i deres bil