time.

Kl.04.00 begynder det at regne. Straks er alle oppe. Teltene bliver hurtigt pakket sammen og vi sætter os i bilerne for at afventet situationen.

Det bliver heldigvis ikke til meget regn, kun et par få dråber, men det er tilstrækkeligt til at vi alle nu er gjort til paranoide nervevrag. Jeg kan ikke gøre for det, men tårerne presser sig endnu engang på. Med hovedet mod vinduet græder jeg mig i søvn.

Vi bliver vækket af Natalie kl.05.30, det er fortsat mørkt, men solen står snart op, og regnen er ved at starte igen!

Vi bliver enige om, at vi må væk herfra NU. Jeg og Natalie går i forvejen med lommelygter og kigger efter tørre passager, hvor bilerne kan køre.

Det går godt, og i løbet af kort tid har vi flyttet os og bilerne væsentligt længere end nogen af os turde håbe på.

Solen titter frem, det ser lysere ud, skyerne er ikke alt for tunge og regnen er næsten holdt helt op. Vi når et stenet område uden mudder, og nu går det for alvor stærkt. Vi er glade og vil meget gerne overgive os totalt til den spirende euforiske følelse, der bobler indeni, men vi er endnu ikke ude, så vi holder glæden i stramme tøjler.

Det er klogt gjort, for inden vi ved af det, er vi atter på ”glat-is”. Vejen videre frem løber i et usandsynligt sumpet område. Da jeg går ud for at teste undergrunden, synker jeg dybt i, og min ene sko forsvinder i mudder. Bilerne kan på ingen måde køre her.

Poul og Pascal beslutter sig for at tjekke området