Søndag 31/7-2005 Etiopien, Omo Valley

”Jeg er ked af at sige det, men chancerne for at komme ud her fra i live er 50/50!” Chokeret kigger jeg på Poul, ordene runger for mit indre øre. Jeg kan ikke tro det, Poul, den fødte optimist, har lige sagte noget pessimistisk! Jeg kan mærke, hvordan en klump vokser i halsen, det presser i brystet og tåre løber ned af mine kinder. Jeg har lyst til at skrige, men gør det ikke. Lea og Rose sover få meter fra os, og jeg vil ikke have, at de vågner.

Vantro kigger jeg atter på Poul. Han ligger og kigger stift op i teltdugen. Vi rykker tættere sammen og holder tæt om hinanden. Jeg kan ikke bære tanken om, at vi måske ender vores dage her. Jeg nægter at tro det.

Tåre og snot blander sig på hovedpuden, jeg er

træt, trist og meget tæt på at opgive. Den smukke stjerneklare himmel, der hang over os, da vi gik i seng, er ikke længere til at få øje på. Sorte tætte skyer dækker for selv den mindste lille stjerne. Det lyner i det fjerne og vinden tager til. Det ser ud som om et nyt uvejr vil aflægge os et besøg.

”Jeg kan ikke klare mere…” hulker jeg. Poul er lige så træt, og forsøger at overbevise mig om, at vi skal sove. Det nytter ikke at begynde at køre nu! Det er mørkt og vi kan intet se.

Det bliver dog ikke til meget søvn. Konstant vågner jeg op for at kigge efter stjernerne, men de er og bliver borte. Hyæner hyler i det fjerne og leoparder kalder i den sorte nat.

Det her er det værste mareridt, jeg nogensinde har haft! Chancerne for at overleve dette vanvittige, umenneskelige, tortur svinder time for