forsvundet. End ikke svage hjulspor afslører, hvilken retning vi skal. Vi kan intet se ud af vinduet, intet ud over meter høje stængler. Jeg kravler ud af vinduet og stiller mig med fødderne balancerende på dørkarmen. Jeg spejder rundt til alle sider, men kan intet se.

Bag os er Pascal kravlet ud af deres bil og op på taget. Heller ikke han kan se noget, der kan minde om vej. Der er stængler over alt!

Det kan bare ikke passe!!! Der må være en vej. Der skal være en vej. Vi spejder endnu engang rundt i landskabet, men ak…

Triste og modløse bliver vi enige om at vende om. Der er intet i denne stængel-skov, der minder om vej eller hjulspor.

Vi kører godt 5 km tilbage og når til et stort fladt