godt, og i løbet af kort tid har vi tilbagelagt 50 km i luftlinje.

Vi er glade, det kører for os. Jeg sidder allerede og drømmer om mødet med Maji og hovedvejen, om en civiliseret campingplads med mulighed for at komme i bad, om supermarkeder med umuggent brød og drikkevarer.

Vegetationen til begge sider af vejen ændrer karakter. Meter høje ubestemmelige stængler står tæt sammen. Her og der har de spredt sig ind over vejen. Det er svært at se, hvor vi kører. Frø fra stænglerne rasler af og dækker forruden. Svagt kan vi skimte hjulsporene mellem de mærkelige stængler, så vi fortsætter.

Heldet er med os, vi kommer gennem stængel-skoven og ud på den modsatte side, hvor

vejen fortsætter gennem et stort fladt område, hvor tætte buske og træer gror. Vi kan nu let se, hvor vi skal køre. Endnu engang ændrer vegetationen sig, stængel-skoven starter atter, men vi er på rette vej, så vi fortsætter ufortrødent.

”Hvor er vejen??” Vi er stoppet. Vejen er total