Mandag 27/6-2005 Uganda, Kampala

Vi starter dagen på den sudanesiske ambassade i Kampala. Vi skal bruge visum til vores videre færd nord på, og selvom det er imod vores sædvanlige optimistiske væsner, så har vi alligevel lyttet lidt til de mange vandrehistorier, der går om vanskelighederne ved at få et sådan visum.

Historierne om folk, der har ventet månedsvis i Kenya, om rejsende, der er fløjet fra Nairobi til Cairo for at få visum og om pas, der er sendt til folks hjemlande med DHL med et og samme formål –at få visum til Sudan.

Historierne spøger i baghovedet på os, da vi træder ind på ambassaden. Manden i skranken er venlig og giver os gerne ansøgningsblanketter, men oplyser i samme åndedræt at det vil tage

minimum 14 dage at få vores visum, -måske mere.

Stive af skræk ser vi allerede i ånden, at det blot er starten på endnu en vandrehistorie om to rejsende, der må gå gennem tykt og tyndt for at få visum til Sudan.

Vi tager imod ansøgningsblanketterne og fortsætter hen til den danske ambassade, hvor vi skal mødes med Tyge, som vi kender gennem De Berejstes Klub.

Vi parkerer vores bil foran ambassaden og straks bliver den tjekket med spejle for skjulte bilbomber! Sikkerheden på ambassaden er blevet skærpet, men det virker overfladisk, for sikkerhedsvagten spørger ikke det mindste til vores to store ekstra batterikasser under bilen, hvortil tykke ledninger og alverdens vejre er forbundet! Teoretisk kunne det meget vel være to