Tirsdag 14/6-2005 Tanzania, Serengeti NP. Folk skal ikke fortælle os to gange, at vi har lov til at køre ud i parken allerede 30 minutter inden solopgang! Det er derfor stadig mørkt, da vi står op. På skift lyser vi for hinanden og rundt i det tætte krat, der gror i udkanten af campingpladsen, mens vi holder skarpt øje efter løver, hyæner, leoparder og andre uønskede gæster, ingen af os har lyst til at blive overrasket med bukserne nede i fuld gang med morgentoilettet som i dagens anledning klares lige bag bilen! Til min glæde er der ingen ubudne gæster, der melder sin ankomst, mens vi gør os klar til at køre. Vi kører med lys på bilen, mens vi venter på at solen skal stå op. Øjne reflekterer her og der, de mange dyr paralyseres, når lyset rammer dem. |
![]() |
![]() |