pludselig totalt overvældet af stemningen. En lille klump sætter sig på tværs i halsen og jeg kan mærke, hvordan en tåre presser sig på. Jeg kigger rundt på forsamlingen. Alle sørger på hver deres måde. Flere af mændene står nær graven med alvorlige ansigter og kigger stift frem for sig, et

par kvinder, som sidder overfor mig har tårer løbende ned ad kinderne og en ældgammel kvinde for enden af kisten sidder og ser fuldstændig udtryksløs ud.

Hvor lang tid der går, ved jeg ikke. Pludselig kommer fire mænd for at løfte kisten hen til graven. Forsigtigt og med dyb respekt tager de kisten væk fra kvinderne, der bliver siddende som stive stenstøtter.

Lange bånd af frisk bark bliver bundet fast til kistens bæregreb, og så bliver Mr. Bendura sænket ned i graven.

En himba-mand siger et par ord, hans tale bliver efterfulgt af en bøn og et amen, og så går de nærmeste slægtninge i gang med at dække kisten til med jord. De skovler på skift. Solen bager varmt og sveden driver af dem. Et kor på godt ti