Mandag 26/1-2004

Da vi når frem til den første større by i Paraguay, bliver vi overrasket. Gadeskilte, butiksnavne m.m. er alle tyskklingende.
Folk er høje af bygning og lyse i huden med blå øjne og blondt hår! Hurtigt viser det sig, at vi endnu engang er stødt på en anderledes kultur her på det sydamerikanske kontinent.

De folk, der bor her i byen, er alle af Europæisk afstamning, men deres religiøse overbevisning, hvor de tror på voksen dåb frem for barnedåb, tvang dem i 16. hundrede tallet til at flygte fra deres hjemegn i Schweiz og Holland. De valgte at bosætte sig i Tyskland, Canada og Rusland. Her fortsatte de deres livsstil og praktiserede deres religion frem til starten af det 20. århundrede, hvor politiskopstand atter tvang dem til at flygte. Denne gang til Latin og Sydamerika, hvor de

bosatte sig i Mexico og den nordlige del af Paraguay.
I Paraguay har Mennonite-folkene fået tildelt politisk autonomi og har fået specielle privilegier. De er fritaget fra skat og militærtjeneste, de har deres egne skoler, hvor undervisningen foregår på tysk, og de kan frit praktisere deres religion!
Folk er flinke her i Filidelfia, som byen vi netop er ankommet til hedder. Alle taler tysk til os, og forstår ikke, at vi svarer på spansk/engelsk. Vi ligner jo dem og de ligner os, så hvorfor taler vi ikke tysk? Bortset fra at hovedgaden er en stor bred uasfalteret og støvet historie, så er alt andet i byen yderst moderne. I det store supermarked kan alt, bortset fra alkohol og cigaretter købes. Husene er af europæisk stand og i gadebilledet vrimler det med biler og motorcykler af god kvalitet. Vi vælger at blive i byen, hvor der også er hoteller og restauranter som i en hvilken som helst anden by.