Søndag 25/1-2004

Det er søndag, og vi kan ikke få udrejsestempler i vores toldpapir, men vi er ligeglade. Vi kan få udrejsestempler i vores pas, og det er nok for os.
Vi kører mod Paraguay. Vores informationskilder om vejen, der venter os forude, er mangfoldige. Alle, lige fra andre rejsende til guidebøgerne, advarer os om mudrede og ufremkommelige veje, hvor vi kan forvente forsinkelser på op til flere dage.
Vi ved ikke, hvad vi skal forvente, men vi glæder os til udfordringen.

I Paraguay bliver vi modtaget at grænsemilitær, der er udstationeret langt væk fra noget der overhovedet kunne minde om civilisation! I et lille hus på grænsen holder de til, omgivet af støv og brændende tør luft. Deres overkommandør er uhumsk, stor og fed. Han sveder og lugter fælt.

Han er iført en beskidt og hullet t-shirt, og minder bestemt ikke om en autoritær person. Men vi ved, at det er om at gøre, som han befaler, vi vil gerne have lov til at køre videre.
Mens en menig tjekker bilen sammen med Poul, står overkommandøren og blinker frækt til mig, mens han, som ved en tilfældighed, strejfer min arm og hånd med en kærlig berøring.
Hvis han havde været en hvilken som helst anden, havde jeg råbt op og lavet en scene. Men nu… jeg søger hen mod Poul, stadig med overkommandøren lige ved min side. Det er en hård fin balance, for hvis det passer ham, har han magt til at gøre vores tilværelse ret sur. Han kan kommandere alt ud af bilen og starte det store tjek, men på den anden side er der også grænser for, hvor meget jeg vil finde mig i.
Heldigvis får vi hurtigt efter lov til at køre, og det skal de ikke sige to gang. Paraguay Here we come!