Lørdag 17/5-2003

Vi bliver vækket allerede klokken 04.20. Morgenmaden står på bordet i restauranten og venter, og kort tid senere er vi klar til at gå.
Det er bælgmørkt, stien er våd og fedtet, og selvom vi har lommelygter med, går vi forsigtigt for ikke at falde. Det er ikke alle, der har lige god tid. Bag os i køen af mennesker, der langsomt famler sig gennem mørket på vej mod Machu Picchu, er Bent ved at komme op at bokse med nogle emsige englændere, der ikke har forståelse for, at folk går i forskelligt tempo. Bent er rasende. Han gider ikke høre på folk, der ikke kan respektere hverandre.
Vi når frem til ”The Sungate” et stykke tid efter solen er stået op. Her i passet hvorfra der er frit udsyn til Machu Picchu overvældes vi mildt sagt af det syn, der møder os. Der er stoppet med mennesker. Der er så mange, at det nærmest er

umuligt at finde et sted at sidde, således vi kan nyde synet at Inkaernes glemte by. Det lykkes dog, og mens vi slapper af og nyder udsigten, fortsætter solen sin bane op på himlen.

En hale af mennesker snor sig ad stien fra ”The sungate” ned til Inkaernes glemte by, som hedder