firkantede hoved med udåndingshullet, hvorfra hvalen i regulære stød udånder og sprøjter den meter høje vandsøjle.
Vi ligger side om side med hvalen, og jeg har svært ved at forestille mig, at den er på samme størrelse som vores båd. Tænk, hvad den kunne gøre, hvis den lige vendte sig eller viftede lidt med sin halefinne!
Efter rundt regnet 5 minutter forsvinder hvalen i et kort øjeblik for hurtigt efter at komme tilbage til overfalden for at tage den sidste indånding, inden den atter søger mod havets bund for en times tid.
Den ånder ud, ånder ind og gør klar til at dykke. Langsomt kan vi skimte mere og mere af hvalens ryg under havoverfladen indtil den flere meter store halefinne stikker frit op af vandet og stille og lydløst forsvinder ned i dybet.

Fascineret af den store oplevelse glemmer vi

fuldstændig at få taget nok billeder, og inden vi ved af det er hvalen væk.
Først nu opdager jeg, hvor søsyg jeg egentlig er, og mens Poul og de fleste andre passagerer går indendørs for at sidde behageligt, mens vi flytter til ny lokalitet for at søge efter flere hvaler, bliver jeg udendørs sammen med et par andre, der sidder og brækker sig ned i små hvide papirposer!

Vi er heldige. Vores hvaljagt er god. Vi får lov til at opleve yderligere 2 store hvaler komme til overfladen og trække frisk luft, inden vi sætter kurs tilbage mod land.
På vej tilbage passerer vi en stor koloni på 300