Regnen står ned i lårtykke stråler, og inden vi ved af det, er vi gennemblødte fra yderst til inderst.
Vi fortsætter gennem den silende regn og når frem til det gamle forladte langhus sidst på eftermiddagen, her venter medicinmanden og en bærer, de har skudt genvej over bjergene, men skal fra nu af gøre os følge.

Der bliver hurtigt tændt op i ildstedet i Jambo, som ibanerne kalder det gamle langhus.
Jambo var de tidligere generationers hjem og ligger nu tilbage øde og forladt. Hver familie har stadig sit eget rum i huset, som de anvender til opbevaring af gamle ting, enkelte af dørene dertil er låst, men gennem sprækker og huller i den tynde trævæg, kan vi tydeligt se de gamle flettede kurve, krukker og måtter, som ligger i værelserne. Det stor fællesrum, der er karakteristisk for alle langhuse, minder mest af alt om loftrummet eller høloftet på en gammel forladt bondegård. Træbredderne, der her danner gulvet har set bedre tider, flere steder mangler de ligefrem, og de flade træbredder, der danner gulvet i opbevaringsloftet i fællesrummet, er lige så hullet som en si.
Men der er sjæl og atmosfære i Jambo, og da først ilden har fået fast og varmen fra ildstedet langsomt bredder sig, har vi det godt.