Lørdag 22/6-2002

At sige farvel til gamle venner på tur er aldrig det samme som at sige rigtig farvel. Vi tog afsked med Iris, David og Travis i går nat, men alligevel dukker de pludselig op på vores hotel her til morgen. David har det skidt, der kom alt for mange øl og drinks indenbords i går, så han kan slet ikke spise noget morgenmad.

Alligevel går vi sammen hen for at spise, inden Poul og jeg går tilbage og tjekker ud fra hotellet. Vi skal bo hos Donna og Ian-martin de næste par dage, og vi glæder os meget, men det er med noget vemod, at vi kører fra hotellet. Hotellet her har været vores ”hjem” i Bangkok siden november måned 2001. Vi kender personalet, og vi kender byen og mange af de lokale som vi ser og hilser på igen og igen, når vi passerer hinanden på gaden i Banglampu-området, vi er endog

begyndt at have smalltalk konversioner med dem.

Da vi ankommer hos Donna og Ian, er det kun Helena og Ian, der er hjemme. Donna og Sandy er ude og Piikai, barnepigen, har sin ugentlige fridag. Ian ser fodbold, så vi får at vide, at vi bare skal lade som om vi er hjemme, kampen er snart slut! Det er rart og afslappende at være gæster hos Donna og Ian, vi kan gøre, som vi vil, vi får vores eget badeværelse og bliver indlogeret i Sandy og Helenas værelse, der er selvbetjening i køkkenet, og Donna har købt rygbrød i det specielle europæiske supermarked, der er te og kaffe i skabet, som vi bare kan lave, der er mælk og juice i køleskabet, og hele atmosfæren er hyggelig og hjemlig.

Det er skønt bare at kunne gå ud i køkkenet og tage en toast, et stykke rugbrød eller noget at drikke, og at kunne lege med Sandy og Helena,