vi at vide, at det er dem, der er skræddere og at de synes at tøjet er ok, skønt vi ligner en sæk kartofler i det. Politiet kan ikke gøre meget. De kan godt se, at tøjet er håbløst, og forsøger at mæle mellem os, således vi kan nøjes med at købe det der er ok. Men skrædderne kender tilsyneladende spillet og ved hvad politiet kan og ikke kan. Vi ender derfor med at sige, at vi vil rejse anklager mod ejeren af butikken for frihedsberøvelse og trusler om vold på grund af episoden fra i går, skrædderne griner bare, de er ligeglade. Vi får efterfølgende at vide, at vi kan betale for tøjet og tage det med, eller vi kan skride. I så tilfælde vil de beholde vores depositum på 1.000,- kr. og tøjet, og så kan vi gå i civilretten i Thailand for at få det!

Vi synes det er håbløst og går sammen med politiet uden for. De råder os til ikke at køre sager, da det vil betyde, at vi skal opholde os

minimum 2-3 måneder mere i Thailand inden retten bliver sat, og de siger, at den slags sager desværre er meget almindelige, og at vi som turister har svært ved at vinde. Skrædderen har venner og familie som han vil bruge som vidne.

Enden på det hele bliver, at vi beslutter os for at gå tilbage for at købe al tøjet. Skrædderne har jo sat det hårdt op, det er alt eller intet, og hvis vi ikke betaler de sidste 1.200,- kr. så mister vi jo 1.000,- og alt tøjet.

Tilbage i butikken står skrædderen skadefro og gør nar af politiet, mens han flabet står og fortæller os, at det her er ”fucking Thailand” og at ”police is nothing, I am the law! Fuck you stupid tourist, stupid police”

Vi er chokeret og vrede. Tænk at politiet kender til problemet med andre skrædder butikker, og at