mens Poul slås med sin æg m. rejer. Vi havde helt glemt at dansk mad smager så godt!

Efter frokost går vi sammen ned i stuen for at tjekke om projektoren kan kobles sammen med vores bærbar, så vi kan blæse vores digitale fotos op i stor størrelse på et lærred.

Alt virker, og nu er der bare tilbage at vente til torsdag, når den store dag oprinder og foredraget skal holdes. Vi takker John og Niels for mad og et hyggelig møde, inden vi atter skilles.

Tilbage ved vores hotel er vi nu kommet i syv sind om, hvad vi skal gøre med vores skræddersyet tøj. Og vi finder ud af, at vi vil tage til politiet og fortælle dem om episoden, for at få dem til at hjælpe os.

På politistationen er de chokeret over at høre, at

vi har været låst inde og at skrædderen har truet os med den lange træstok, så de tager sagen meget alvorligt. De ringer flere gange til butikken, men der er ingen der tager telefonen. Til sidst beslutter de sig for at køre med os hen til skrædderen. Vi vil helst have vores penge retur, vi har ikke lyst til at handle der mere, men politiet ved ikke om de kan hjælpe med det.

Hos skrædderen puster skrædderne sig op, og siger at de aldrig har hverken låst os inde eller truet os, de siger at vi er fulde af løgn og at det hele bare er noget vi digte fordi vi ikke har penge til at betale.

Politiet kan intet gøre, tøjet er stadig ikke som vi gerne ville have det. Noget af det er ok, men en hel del af det er kun lige acceptabelt, og et par ting er stadig ganske kritisable. Skrædderne er ligeglade, og når vi kommer med indvendinger, får