Søndag 16/6-2002

Så er dagen kommet, hvor vi skal tilbage til vores elskede bil. Flyveren fra Yangon til Bangkok afgår kl.15.45, og vi skal være i lufthavnen allerede kl.14.00. Lufthavnen er den mindste og mest kedelige lufthavn vi længe har set. Da vi ankom for 3 uger siden opdagede vi ikke, hvor trist og grå den faktisk er. Her er intet at lave. Toldfri-shopping området er kun et enkelt rum på godt 50 kvadratmeter, cafeteriet er koldt og bart, og de serverer kun sodavand, the og en usmagelig kaffe, der smager som afbrændte bildæk.

Endelig er det tid til afgang. Vi har ikke fået faste sidepladser, der er nemlig så få passagerer med flyveren, at der er frit valg, på monkeyclass vel at mærke! Da vi letter er det med en hældning så stejl, at det nærmest er fysisk umuligt. Det føles som om vi stiger i en vinkel på over 50 grader.

Men op i luften kommer vi da, og i løbet af meget kort tid får vi serveret en uappetitlig tør sandwich, 2 stykker sandkage og et glas vand hver. Poul mener, at det er lidt billigt sluppet, og spørger efter en cola, som efter et par minutters venten bliver serveret meget diskret, så ingen af de andre passagerer opdager, at der er gratis softdrinks.
Vi når dårligt at tygge af munden inden det hele ryddes af igen. Vi skal nu til at lande. Piloten er allerede begyndt at bremse, og Iain og Poul sidder og laver grin med, at vi nu flyver så langsomt, at vi om lidt vil styrte ned.

Da hjulene bliver slået ud lyder det vitterligt som om vi punkterer, og Poul skal naturligvis drille, så han begynder at sige meget højt, så alle kan høre ham ” Attension, attension, we have a flat tyre, are there any mekanik on board, Pleace report to the cookpit now!” Alle de andre turister sidder og er kridhvide i hovederne, og Iain og Poul er flade