hos lokale i håb om, at de kan og vil hjælpe os. Til vores held er burmesere yderst hjælpsomme og meget flinke, så mens mande i huset kigger  på Pouls cykel, lapper sønnen min cykel. Min cykel er hurtig lavet, værre ser det ud med  Pouls, hvor stellet er knækket!!!

Den kan ikke laves, og vi bliver enige om at parkere den og går den sidste km hen til templet, hvor vi vil se solnedgangen. Men ved templet er

alt lukket og låst, vi kan ikke komme op i det, så vi må nøjes med at tage billeder udefra og begynder kort tid efter at gå tilbage. Manden fra før står og venter på os ved vejen, og han tilbyder at hjælpe os tilbage til vores hotel sammen med sønnen. Det er meget pænt af dem, det er nemlig allerede mørkt og der er omkring 7 km. tilbage. Manden cykler på sin cykel med sønnen bag på, mens sønnen trækker Pouls cykel. Poul har lånt sønnens cykel og jeg kører på min egen. Heldigvis går det ned af bakke meget af vejen, så det er ikke så hårdt.
Tilbage på hotellet inviterer vi vores redningsmænd på kolde sodavand som tak for den store hjælp. Og mens vi drikker dem, skælder manden hotelejeren ud over, at han lader turister kører på så dårlige cykler. Manden, der har hjulpet os viser sig at være sikkerhedsvagt med ansvar for turisters sikkerhed, så hotelejeren er ikke populær.