benene og få noget frisk luft, inden vi atter fortsætter.

Kort tid senere standser vi atter. Denne gang for at tanke diesel, og til vores lettelse, bliver tanken fyldt til bristepunktet, så vi burde uden problemer kunne nå hele vejen til Mandalay. Men næppe er vi nået ud af øjesyn fra benzintanken, før chaufføren stopper igen. Denne gang ved en lille skummel restaurant. Folk i bussen begynder nu stilfærdigt at små diskutere, de er ret trætte af chaufføren og hans måde at opføre sig på, og da han nu sammen med billetkontrolløren går igang med at tappe den nytanket diesel ud af tanken på bussen for at sælge det til manden på restauranten til den høje pris på det sorte marked, så bliver folk vrede.

Chaufføren er ret lig glad, han har netop tjent guld! Den burmesiske regering sælger nemlig

billig diesel til vognmandsfirmaer, men kun en bestemt kvote pr. dag, og der holdes regnskab med den diesel. Chaufføren kan således købe til 150 Kyat (1,5 kr) pr. galon gennem regeringen og sælge det på det sorte marked til 900 Kyat, en ret god fortjeneste.

Folkene i bussen skummer af raseri, da vi minutter senere atter er på farten, buschaufførens numre med at tjene ekstra penge på at tappe diesel af bussen har nu allerede kostet os 3 timer i forsinkelse. Poul og jeg er også irritable og er begge enige om, at for eftertiden gider vi ikke at køre minibus. Vi sidder dårligt, jeg har slidemærker på mit knæ, der hvor jeg støder på sædet foran mig, og vi har begge ondt i ryggen af at sidde helt fordrejet.

Da vi kører ind på busholdepladsen i Mandalay er solen ved at gå ned, og vi beslutter os derfor