Søndag 2/6-2002

Bussen til Mandalay kører fra t-krydset ved hovedvejen kl.5.00, eller det skulle den i hvert tilfælde gøre, men ikke før kl.6.00 dukker den op. Til vores store skuffelse lever minibussen, som vi skal køre med, fuld ud op til sit navn som MINIbus. Midtergangen er så snæver, at vi må kante os sidelængs ned gennem bussen til vores sæder næsten bagerst, det er noget af en kunst at komme hen til sæderne, og vi må skræve med store skridt over mennesker, bagage og al sken ting og sager. Endelig når vi frem til vores sæder, men blot for at konstatere, at burmesiske minibusser ikke er bygget til hvide mennesker. Det er ganske umuligt for os at sidde på sæderne, vores ben er forlange, selv mine, der ellers ikke er specielt lange, knæene støder mod den hårde træplade, der danner ryglæn på sædet foran os. Der er ingen anden løsning, vi må sidde sidelængs

på sædet, Poul får pladsen ved midtergangen, så han kan have sine lange ben der, mellem bagage og mennesker.

Det virker underligt, for der er siddepladser til 30 personer i bussen, men konstant bliver chaufføren ved med at stoppe og tage flere med, bussen er ved at sprænge, så overfyldt er den, og så sidder