ingen vej uden om. Heldigvis når vi at tage det tilbage igen,
inden betjenten får den ide at konfiskere det indtil betaling finder sted.
Betjenten insistere på, at vi kørte over for rødt, og vi fortsætter med at spille
dumme. Spørgende rækker vi betjenten vores bykort, og beder ham pege på det sted, hvor
han mener, at vi har lavet en fejl. Betjenten får hurtigt et rådvildt udtryk i ansigtet,
han ligner mest af alt en, der aldrig tidligere har set et bykort.
Han opgiver hovedrystende at forklare os mere, og begynder i stedet for at tale om
"big problems" og "policestation". Det er ord vi godt kan forstå, og
ting vi bestemt ikke ønsker.
Vi sidder lidt indbyrdes og diskuterer situationen, men bliver hurtigt afbrudt af
betjenten, der nu siger "beer". Jeg ved udmærket godt at betjenten vil have
penge til ham og hans makker, så de kan købe øl, men skynder mig at dreje samtalen, og
forklarer betjenten, at vi ikke vil drikke og ikke |
har drukket, for vi skal køre bil hele vejen til Battambang.
Hovedrystende siger betjenten "beer, policeman", og da næste engelske ord
"money" kommer ud af betjentens mund, ender Poul med at finde sine småpenge
frem. Nøjsommeligt tæller han 4.000,- riel sammen, det svarer til 1 $ og vil kunne
indbringe betjentene hver en billig lokal øl. Poul rækker pengene til betjenten, der
opgivende kigger på os, ryster på hovedet og gentager "money". Poul rækker
endnu engang de 4.000,- riel frem, hvorefter betjenten ryster på hovedet, træder et
skridt tilbage, gør honnør og giver signal til at vi kan køre. Vores småpenge vil de
hverken eje eller have. Det bliver til en
lang og hård dag på landevejen. Hovedvej 5, der kører mellem hovedstaden og Battambang
er en stor hullet og smadret jordvej, hvor broerne, som vi skal krydse, mange steder er |