ingen vej uden om. Heldigvis når vi at tage det tilbage igen, inden betjenten får den ide at konfiskere det indtil betaling finder sted.
Betjenten insistere på, at vi kørte over for rødt, og vi fortsætter med at spille dumme. Spørgende rækker vi betjenten vores bykort, og beder ham pege på det sted, hvor han mener, at vi har lavet en fejl. Betjenten får hurtigt et rådvildt udtryk i ansigtet, han ligner mest af alt en, der aldrig tidligere har set et bykort.
Han opgiver hovedrystende at forklare os mere, og begynder i stedet for at tale om "big problems" og "policestation". Det er ord vi godt kan forstå, og ting vi bestemt ikke ønsker.
Vi sidder lidt indbyrdes og diskuterer situationen, men bliver hurtigt afbrudt af betjenten, der nu siger "beer". Jeg ved udmærket godt at betjenten vil have penge til ham og hans makker, så de kan købe øl, men skynder mig at dreje samtalen, og forklarer betjenten, at vi ikke vil drikke og ikke
har drukket, for vi skal køre bil hele vejen til Battambang. Hovedrystende siger betjenten "beer, policeman", og da næste engelske ord "money" kommer ud af betjentens mund, ender Poul med at finde sine småpenge frem. Nøjsommeligt tæller han 4.000,- riel sammen, det svarer til 1 $ og vil kunne indbringe betjentene hver en billig lokal øl. Poul rækker pengene til betjenten, der opgivende kigger på os, ryster på hovedet og gentager "money". Poul rækker endnu engang de 4.000,- riel frem, hvorefter betjenten ryster på hovedet, træder et skridt tilbage, gør honnør og giver signal til at vi kan køre. Vores småpenge vil de hverken eje eller have.

Det bliver til en lang og hård dag på landevejen. Hovedvej 5, der kører mellem hovedstaden og Battambang er en stor hullet og smadret jordvej, hvor broerne, som vi skal krydse, mange steder er

Klik her for at komme til forrige dag

Klik her for at komme tilbage til kalenderen

Klik her for at komme til næste dag