brysters tur til at blive gramset på. Jeg flygter med 4 brød under armen tilbage til bilen, hvor jeg hurtigt lukker og låser døren. Chokeret og måløs sidder jeg og skælder Poul ud, selv om det slet ikke er hans skyld, men jeg trænger til at afreagere.

Vi bestemmer os for, at vi vil køre til Hanoi,

Vietnams hovedstad i det høje nord, mange rejsende har fortalt os gode ting om byen, så her håber at på, at vi kan finde ånderum og genskabe troen på det gode i folk.

Trafikken er hektisk og kaotisk. Folk kører næsten dårligere end den pakistanske befolkning, blot kører alle meget stærkere her, da asfalten på vejene er god. Flere gang er det ved at gå alvorligt galt, da store lastbiler med høj hastighed tager den lige ud foran os uden at kigge hverken til højre eller til venstre.

Sidst på eftermiddagen har vi ikke nerver til mere for i dag, og vi beslutter os for at stoppe i Nihn Bihn for at overnatte. Endnu en gang sendes jeg ud til løverne, denne gang med missionen at finde et hotelværelse. Men ejeren på det hotel, hvor vi starter med at spørge, vil kun give mig et rum, ikke Poul! Hovedrystende går jeg tilbage til bilen