Mandag 7/1-2002

Vi ankommer tidligt til grænsen og får i løbet af ingen tid stemplet alle vores papirer og vekslet vores penge på Laos siden. Nu er det spændende at se, hvad de siger i Vietnam.

Her har piben fået en anden lyd. Grænsevagterne er kommanderende og slet ikke spor venlige, og det er så godt som umuligt at trække et smil frem på deres læber. Vi er chokeret over den store forskel! I Laos er alle så søde, hjælpsomme, glade og flinke, og her på den vietnamesiske side af grænsen viser vietnameserne noget andet. Da politiet, der skal stemple vores pas konfiskerer dem og kræver $ for at udlevere dem igen, er det lige før jeg eksploderer. Poul tager det mere roligt og går hen til bilen for at hente nogle småpenge. Dem rækker han til overkommandanten med de mange stjerner på skulderne som tilgengæld giver

Poul vores pas. Ved synet af de knap 20-30 ører som Poul netop har givet ham, bliver han dybt irriteret og nægter at modtage pengene, men vi har jo fået vores pas, så vi er ligeglade.

Efter inspektion af bilen hos tolderne, der gud ske tak og lov gåk betydelig lettere, kan vi endelig få lov til at køre ind i Vietnam.

Men der går ikke længe før vi for alvor ønsker, at vi var tilbage i Laos. Første stop vi gør i en lille landsby bliver noget af en oplevelse for mig.

Bedst som jeg går ind i den lille købmandsbutik for at købe brød til morgenmad overfaldes jeg på det nærmeste af den kvindelige ejer, der gramser løs på mine arme. Små irriteret beder jeg hende om at lade være, da det ikke er særlig behageligt at blive overbefamlet på den måde, for blot 2 sekunder senere at konstatere at det nu er mine