virker befriende opløftende, og overalt hvor vi end stopper, hilses vi velkommen af de voksne. De er vild begejstret for at blive fotograferet. Børnene derimod har dog svært ved at finde ud af, hvad pokker vi mærkelige hvide mennesker bestiller i deres lille landsby, og ikke mere end et enkelt blik skal der til, før de skrigende stikker i rand. Ofte må vi gemme kameraet langt af vejen og forgæves forsøge at trøste de stakkels små og forskræmte væsner. Men med lidt godter fra vores bil går det atter godt!

Sidst på eftermiddagen lige inden solen går ned, kører vi af vejen for at finde et sted at overnatte, og finder det mest perfekte og idylliske sted, en lille lysning midt i den tætte jungle, hvor de lokale har haft dyrket korn. Men høstsæsonen er tilsyneladende for længst ovre her i Laos, for kornet er høstet, og kun gammelt halv vådt og ubrugeligt halm ligger efterladt tilbage på pladsen.