Tirsdag 11/12-2001

Allerede tidlig formiddag holder vi ved grænsen mellem Thailand og Laos, nu er det store øjeblik kommet, vil vi blive nægtet adgang til Laos med vores bil, som der står i vores rejseguide, eller er heldet fortsat med de tossede, og kommer vi ind?

Tilsyneladende har meget ændret sig siden rejsebogen blev udgivet, eller også følger heldet stadig de tossede, for ved grænsen går det som en leg. På mindre end en time har vi klaret immigrationsformaliteterne og custom på begge sider af grænsen, nu er vi klar til at udforske endnu et nyt land. Men inden vi får lov til at forlade grænseposten insisterer personalet på, at vi skal købe en bilforsikring, der dækker de 30 dage, som vi har visum til. Overrasket over at Laos skulle vise sig at blive det første land siden Europa, der kræver forsikring på bilen, betaler vi

140.000K, det samme som 140,- Kr. for bilforsikring i en måned. Hvad den dækker, eller om den i det hele taget dækker noget, hvis ulykken skulle være ude, håber vi på, at vi aldrig finder ud af, mens vi kører videre fra grænseposten ind i Laos, blot for at konstatere at vi nu atter kører i den rigtige side af vejen! Ikke siden vi forlod Iran for over et år siden, har vi kørt i højre side af vejen. Men fransk mændene og kolonitiden har sat sit præg på meget her i Laos.

Ikke alene overraskes vi af de ordnede forhold ved grænsen, men også de gode veje får os til at spærre øjnene op. At de i Laos har gode asfalterede veje, hvor vi let kan køre op mod 80 km/t. havde vi slet ikke troet. Det hele virker ganske anderledes end forventet.

I Pakxe, der bliver den første større by, som vi ankommer til i Laos, finder vi let en internetcafé!