At finde grænseovergangen ved Burimari, der ifølge vores bangladeshiske visa er den eneste grænseovergang, som vi må krydse ind i landet, er ikke særlig let, og skiltning er der intet af. Flere gange må vi derfor stoppe for at spørge om vej. Til sidst lykkes det dog for os at finde, det vi søger.
På den indiske side går det smertefrit men laaaaaaaaangsomt med at få ordnet papirerne hos immigrationspolitiet og toldmyndighederne. Endelig, som vi tror, at nu er alt ok, og at vi kan forsætte ind i Bangladesh, vil en eller anden chef for et eller anden se vores "roadpermit"! Vi spiller dumme og lader som om, at vi ikke aner, hvad han taler om. Og efter Poul har vist såvel vores brev fra den danske ambassade i Kathmandu, hvor de skriver, at vi er danske
I Bangladesh kommer vi til den lille grænseovergang Burimari, der kun er en mikroskopisk flække med godt 10 blikskure på pæle, hvori der sælges kiks, cola, tobak og vand samt immigrationskontoret og toldkontoret. Desværre for os, er Bangladesh et muslimsk land! Og ikke nok med det, vi har valgt at krydse grænsen på en fredag og på netop det tidspunkt, hvor enhver god muslim tilbringer dagen i den nærmeste moske til Fredagsbøn.
Vi får at vide, at vi må vente, så vi sætter os til at vente i bilen med aircondition sat til. Vi venter ca. 1 time, inden der endelig sker noget.
